Merete Rostrup Fleischer

Jeg er ved at tænde min computer, da Elena dukker op. Og helt ærligt, en person, der er så meget en torn i øjet på mig, burde se anderledes ud. Jeg ved ikke, måske have sort-hvidt hår og lange, røde negle eller noget. Det ville bare føles så meget bedre, hvis hun dukkede op i en lang dalmatinerhvalpefrakke.

men jeg nikkede bare nedtrykt. Jeg kunne umuligt få et rigtigt råd, når min

Lily så meget alvorligt på ham og nikkede

Det dunkende hjerte, der hamrede løs i mit bryst, satte farten endnu mere op, og ubevidst fugtede jeg læberne med tungespidsen, mens han kom nærmere.

„Lad os ikke spilde tiden med snak. Jeg leder ikke efter en kæreste her, Theo. Bare en dejlig aften.“

Han smilede. „Okay, så. Har du noget chokoladesovs?“

Jeg bliver helt kold indvendig, mens jeg prøver at absorbere det, lægen siger.

Jeg ser på mit ur. „Jeg kommer altså ikke for sent.“

Klokken er et minut i ni, og det her ur går aldrig forkert. Det er det mest kostbare, jeg ejer. Min mor siger, det har været min fars. Ud over sin sæd er det det eneste, han efterlod sig.

„Har du mande-pms, eller er du bare i pissedårligt humør 24/7?“

Jeg tilbringer tiden med at beundre alle de veltrænede bagdele på skærmen og griner smørret over alle de dobbelttydige kommentarer, som for eksempel at fyren med bolden virkelig skal gå til hullet, og hvordan det andet hold ikke får nok indtrængning nede bagi.