Thomas Mann

„For Guds skyld, papa! – Jeg spadserer gerne i krattet derude om sommeren; men det hele ville være ødelagt for mig, hvis den smukke, frie natur skulle klippes så ynkeligt sønder og sammen …“

„Jamen hvis den frie natur tilhører mig, har jeg så for dyvlen ikke ret til at indrette den som det passer mig …“

„Åh, far, når jeg ligger i det høje græs under de frodige buske, så synes jeg nærmere at jeg tilhører naturen og ikke har den mindste ret over den …“

er, kære datter, ikke født for det, vi med nærsynede øjne regner for vor egen, lille, personlige lykke, thi vi er ikke løse, uafhængige og hver for sig bestående enkeltvæsner, men derimod ligesom led i en kæde, og vi ville, sådan som vi er, ikke kunne tænkes uden rækken af dem, der er gået forud for os og har vist os vejen, idet de for deres vedkommende med strenghed og uden at se til højre eller venstre fulgte en prøvet og ærværdig tradition. Din vej har, mener jeg, i flere uger ligget klart og skarpt afgrænset foran dig, og du burde ikke være min datter, ikke barnebarn af din i Gud hvilende farfar og i det hele taget ikke et værdigt medlem af vor familie, hvis du for alvor har i sinde, helt alene, i trods og ustadighed, at gå dine egne, uordentlige veje. Dette, min kære Antonie, beder jeg dig overveje i dit hjerte.

Han havde i retten ud fra sin dybeste overbevisning bedyret, og det var blevet bekræftet for ham af sagkyndige, at den dristige manøvre, han havde foretaget til hæder og fordel for sit selskab og sig selv, regnedes for usance i forretningslivet. Men juristerne, herrer, der efter hans egen mening slet intet forstod af disse ting, og som levede under helt andre begreber og i en helt anden verdensanskuelse, de havde dømt ham for bedrag, og denne kendelse, som statsmagten støttede, havde formået i den grad at ryste hans selvvurdering, at han ikke længere turde se nogen i øjnene.

Der stod syv borde i spisesalen, de

Maden var fortrinlig. Der var aspargessuppe, fyldte tomater, steg med mange slags tilbehør, en særlig veltilberedt dessert, en osteplatte og frugt. Hans Castorp spiste meget kraftigt, skønt hans appetit viste sig ikke at være så levende, som han havde troet. Men han var vant til at spise meget, også når han ikke var sulten, og det af selvagtelse.

For navnlig deri var han ægte, at han gerne levede godt, ja, uagtet sit tyndblodet forfinede ydre, inderligt og fast hang ved livets kraftige nydelser som et forslugent pattebarn ved moders bryst.

Bekvemt og ikke uden værdighed bar han på sine skuldre den høje civilisation, som den herskende overklasse i det handelsdrivende bydemokrati giver i arv til sine børn.

Mennesket lever ikke blot sit personlige liv som enkeltvæsen, men, bevidst eller ubevidst, også sin epokes og sin samtids, og selv om det skulle betragte det almene og upersonlige grundlag for sin eksistens som ubetinget givet og selvfølgeligt og være så milevidt fra at få det indfald at øve kritik deraf, som den gode Hans Castorp virkelig var, så er det dog meget vel muligt, at det føler sit moralske velbefindende vagt angrebet, fordi det mangler. Der kan vel foresvæve det enkelte menneske mange slags personlige mål, formål, håb, udsigter, hvorfra det henter impulsen til høj anstrengelse og virksomhed; hvis det upersonlige omkring det, tiden selv med al sin ydre foretagsomhed, i grunden mangler håb og udsigter, hvis den hemmeligt giver sig til kende som håbløs, udsigtsløs og rådløs og møder det bevidst eller ubevidst stillede – men dog på en eller anden måde stillede – spørgsmål om en endegyldig, mere end personlig, ubetinget mening med alle anstrengelserne og foretagsomheden med en hul tavshed, så vil der netop, hvor der er tale om mere redelige menneskelige eksistenser, så godt som uundgåeligt følge en vis lammende virkning af et sådant sagsforhold, der via det sjæleligt-moralske ligefrem kan udstrække sig til den fysiske og organiske del af individet. At være oplagt til en betydelig indsats, der rækker ud over det strengt nødvendige, uden at tiden kender et tilfredsstillende svar på spørgsmålet „til hvad nytte?“ – dertil hører enten en moralsk uafhængighed og umiddelbarhed,
som sjældent forekommer og er af heroisk natur, eller en meget robust vitalitet. Hverken det ene eller det andet var tilfældet med Hans Castorp, og altså var han nok alligevel middelmådig, omend i en ret agtværdig forstand.

For øvrigt bar han også til diplomatfrakken sin bløde flip og sine sandaler uden på de grå sokker, hvilket
gjorde et principielt og idealistisk indtryk, omend Hans Castorp blev noget forskrækket over det.

En vis uselvstændighed fremkaldte hos ham et behov for at få bekræftet fra anden side, at madame Chauchat var en henrivende kvinde, og desuden ønskede den unge mand udefra at lade sig opmuntre til at hengive sig til følelser, som hans fornuft og hans samvittighed rettede forstyrrende modstand mod.

For øvrigt tilføjede hans forelskelse ham alle de smerter og skænkede ham alle de glæder, som denne tilstand overalt og under alle omstændigheder bringer med sig. Smerten er gennemtrængende, den indeholder, som enhver smerte, et vanærende element og betyder en sådan rystelse af nervesystemet, at den tager vejret fra én og kan afpresse en voksen mand bitre tårer. For også at yde
glæderne retfærdighed, så var de talrige og – selv om de opstod ved uanselige anledninger – ikke mindre indtrængende end lidelserne.