Thomas Mann

I øvrigt endte alle betragtninger med diktatur, med magt, thi med den franske revolutions ødelæggelse af de overleverede statslige og samfundsmæssige former var en tidsalder brudt frem, der, hvad enten det var bevidst eller ej, indrømmet eller ej, styrede frem mod det despotiske tvangsherredømme over nivellerede, atomiserede, kontaktløse og, ligesom individet, hjælpeløse masser.

Den tykvæggede torturkælder, som et uværdigt herredømme, der fra begyndelsen havde forsvoret sig til intetheden, havde gjort Tyskland til, er brudt op, og åbenbaret ligger vor skændsel for verdens øjne, for de fremmede kommissioner, for hvem disse utrolige billeder nu fremvises alle mulige steder, og som til deres hjemlande beretter: Det, de har set, overgår i frygtelighed alt, hvad menneskelig fantasi kan udmale sig. Jeg siger: vor skændsel. Thi er det blot hypokondri at sige til sig selv, at al tyskhed, også den tyske ånd, den tyske tanke, det tyske ord er ramt af denne vanærende afsløring og styrtet ned til et stade, hvor de må være genstand for den dybeste tvivl? Er det sygelig ruelse at forelægge sig selv det spørgsmål, hvordan overhovedet i fremtiden „Tyskland“ i en eller anden af sine manifestationer skal kunne tillade sig at åbne munden i menneskelige anliggender?

dybe vilje til at frasige sig sin viden, afvise den, gå hen over den med løftet blik, hvis den på nogen som helst måde kan lamme, svække eller nedværdige viljen, følelsen, handlekraften og lidenskaben.

Men en moralsk beslutsomhed hinsides viden, hinsides undergravende og lammende erkendelse, – resulterer den ikke igen i en forenkling, i en moralsk simplificering af verden og sjælen og dermed i en stærkere trang til at gøre det onde, det forbudte, det moralsk umulige? Og har formen ikke to ansigter? Er den ikke moralsk og umoralsk på samme tid, – moralsk som et resultat af og et udtryk for selvdisciplin, men umoralsk, ja, sågar antimoralsk, for så vidt den af natur indebærer moralsk ligegyldighed, ja, i det væsentlige bestræber sig på at tvinge det moralske ind under sit stolte og suveræne scepter?

begær efter befrielse, lethed og glemsel, –

nye heltetype, som denne forfatter foretrak, og som viste sig i mangfoldige, individuelle skikkelser, havde en klog fortolker allerede tidligt skrevet, at den var indbegrebet af „en intellektuel og ynglingeagtig mandighed, der med stolt blufærdighed bider tænderne sammen og bliver stående roligt, mens sværd og spyd trænger ind i hans krop.“

Gustav Aschenbach var digteren for alle dem, der arbejder på randen af udmattelse, de overbebyrdede, de allerede udslidte, dem, som endnu kun lige holder sig oppe, alle disse flidens moralister, der, trods deres spinkle vækst og begrænsede evner, i kraft af viljestyrke og klog forvaltning i det mindste en tid lang kan tage sig store ud. Der er mange af dem, de er tidsalderens helte. Og de genkendte alle sig selv i hans værk, de følte sig bekræftet, opløftet og besunget, de var taknemmelige, og de lovpriste hans navn.

Der kom med tiden noget officielt-opdragende over Gustav Aschenbachs stil, han gav i de senere år afkald på spontan dristighed og subtile, nyskabende nuancer og foretrak nu i stedet det mønstergyldigt-vedtagne, det poleret-traditionelle, det konserverende, det formelle, ja selv det formelagtige, og ganske som det fortælles om Ludvig XIV, så forviste nu også den aldrende Aschenbach ethvert gement ord fra sit sprog.

For også på det personlige plan er kunsten et opløftet liv. Dens lykke er dybere, men den tærer des mere på kræfterne. Den graver spor af imaginære og åndelige eventyr i sin tjeners ansigt, og den frembringer, trods det ydre livs klosterlige stilhed, i længden en overforfinelse, en forvænthed, en træthed og nervøs nysgerrighed, som selv et liv fuldt af frivole lidenskaber og nydelser næppe ville formå at gøre den efter.

Turen bliver kort, tænkte han; gid den ville vare evigt! Det gyngede stille, og han mærkede, at han gled bort fra trængslen, bort fra virvaret af stemmer.
Hvor blev der dog stille, mere og mere stille, omkring ham!