Orhan Pamuk

Der findes to slags kærlighed i vores land. Den første slags er, når man forelsker sig i en person, fordi man slet ikke kender vedkommende. Sådan set ville de fleste par overhovedet ikke forelske sig, hvis de kendte hinanden bare en lille smule, før de blev gift. Det er grunden til, at vores velsignede profet Muhammed ikke fandt det passende, at der skulle være kontakt mellem dreng og pige inden ægteskabet. Der er også den slags kærlighed, som finder sted, når to mennesker gifter sig og bliver forelsket i hinanden bagefter, og de har et helt liv foran sig; den slags kærlighed finder kun sted, når man gifter sig med én, man ikke kender.“

Jeg købte brødet og gik langsomt op ad bakken til Aktaş-huset, som var ved at forvandle sig til et rigtigt hus af beton; jeg begyndte at tænke på, at problemet med, at to fremmede bliver gift, ikke nødvendigvis er, at en kvinde skal gifte sig med en mand, hun ikke kender, men at hun skal lære at elske en mand, hun ikke kender i forvejen … Men jeg tror, det må være nemmere for en pige at gifte sig med en, hun ikke kender, for jo bedre man lærer mænd at kende, jo sværere er det at elske dem.