Marianne Linneberg Rasmussen

knoglerne, fordi han ikke rørte sig

„Jeg kom ligesom … og det var altså kun den ene gang, og jeg var rigtig sur og ret fuld og … Altså. Jeg. Altså. Jeg kom måske … til at gå lidt i seng med en anden mand.“ Kerensa bøjede hovedet i skam.

Polly veg tilbage – hun var virkelig rystet.

„Hvad gjorde du?“

„Jeg var rigtig vred.“

„Så vred, at du snublede og landede på en tissemand?“

„Jeg kom ligesom … og det var altså kun den ene gang, og jeg var rigtig sur og ret fuld og … Altså. Jeg. Altså. Jeg kom måske … til at gå lidt i seng med en anden mand.“ Kerensa bøjede hovedet i skam.

Polly veg tilbage – hun var virkelig rystet.

„Hvad gjorde du?“

„Jeg var rigtig vred.“

„Så vred, at du snublede og landede på en tissemand?“

„Vil du da ikke være med til fødslen?“

„Aldrig i livet! Jeg har hørt en eller anden sige, at det er ligesom at skulle stå og se på, at ens yndlingspub brænder ned.“

Det er jo lige hendes gebet.

„Nej, det er åndssvagt.“

„Hvad?“

„Altså. Jeg ... j

„Nej, det er åndssvagt.“

„Hvad?“

„Altså. Jeg ... j

„Nej, det er åndssvagt.“

„Hvad?“

„Altså. Jeg ... j

„Nej, det er åndssvagt.“

„Hvad?“

„Altså. Jeg ... j

„Men du tror helt klart på Gud?“

Han trak på skuldrene og smilede venligt.

„Spørg en hvilken som helst naturvidenskabelig forsker. Der er helt klart noget, der kigger på os.“