Camilla Davidsson

og har det godt på vandreturen trods alt. Jeg ville

Hun kunne ikke lade være med at le. ”En af de mest vidunderlige kvinder, jeg nogensinde har mødt, fortalte om det på Caminoen.”
”Godt. En af de ting, du har brug for at gøre, er at få dit orkester til at spille i harmoni. Lige nu er det næsten udelukkende Frøken Dygtig, der kan høres og ses. Lyden bliver skæv og monoton. Hvis du vil skabe en smukt lydende symfoni, har du brug for adgang til alle dine instrumenter. Giver du mig ret i det?”
Hun nikkede og tørrede sig i øjenkrogen med sit ærme.
”Indtil vi ses næste gang, vil jeg gerne bede dig tænke over, hvad det er for folk, som sidder i dit orkester. Er det kun perkussionister, en flok violinister, måske en på tværfløjte eller endda en saxofonist? Hvem er de, og hvad ønsker de sig? Er der plads til, at de kan ekspandere? Kan det lade sig gøre at få dem til at samarbejde, og hvad skal der i så fald til?”
Hun nikkede og lovede at tænke over det.

Emma tog huen af og lod øjnene vænne sig til det dunkle lys i kirken. Stille listede hun hen og satte sig på en af de bagerste bænkerækker. Kirkerummet var næsten tomt, men længere fremme så hun en ældre herre med bøjet hoved. Måske bad han, eller muligvis befandt han sig der ved et tilfælde, præcis som hun. Hun tog et dybt åndedrag. Luften var kølig, og en trøstende stilhed hvilede over det store rum. Hun havde ikke været inde i en kirke siden den sidste dag i Santiago de Compostela. Dengang havde hun besøgt den enorme katedral og tænkt over sin vandretur og det, den havde givet hende. Hun huskede, at hun havde været fyldt af forundring over livets storhed, af glæden over at få lov at eksistere. Lykken havde været at finde i hver en pore og var kommet indefra. Hvordan havde hun kunnet tillade den at forsvinde, uden at kæmpe for de indsigter, hun havde fået?
Hun stønnede over minderne fra øvelsen med bilen. Da Carsten havde sammenfattet det, han havde set, blev det smerteligt tydeligt, hvordan hun gang på gang tillod sit præstationsjeg at tromle hen over hendes andre sider, udelukkende med det formål at få ros eller avancere på statustrappen. Tænk, at hun havde været så blind.
På Caminoen begyndte hun jo at forstå, hvordan det var. Alligevel var hun gledet ned i samme spor igen. Ville hun virkelig have det sådan? Ville hun være sådan én, som ikke gjorde andet end at arbejde, og som identificerede sig næsten udelukkende med sit arbejde? På vandreturen var hun kommet frem til, at det ville hun ikke. Hvad følte hun nu? Hun kiggede op i loftet. Med sine høje hvælvinger, tunge lysekroner og store blyindfattede glasvinduer mindede bygningen om de middelalderlige kirker langs Caminoen. Emma lukkede øjnene og trak så meget luft ned i lungerne som overhovedet muligt. Bagefter lod hun den stille sive ud gennem næsen og gentog proceduren et par gange, endnu langsommere. Den intensive eftertænksomhed satte sig i takt med de dybe åndedrag. Midt i en udånding dukkede en ny tanke op, klar som perlende kildevand.