aldrig nogen sinde gælder det, vi endnu kan vente os af livet, men udelukkende det, livet venter af os! Med et filosofisk udtryk kunne man sige, at her drejer det sig altså om en kopernikansk vending. Den går ud på, at vi ikke uden videre spørger efter livets mening, men oplever os selv som de mennesker, spørgsmålet rettes til, som dem, livet hver dag og hver time på dagen retter spørgsmål til – spørgsmål, som vi skal besvare, og det rigtige svar giver vi ikke ved at gruble eller snakke, kun ved en handling, en rigtig adfærd. Livet betyder til sidst ikke andet end: bære ansvar for den rigtige besvarelse af livets spørgsmål, fylde de opgaver, livet stiller hver enkelt, opfylde øjeblikkets krav.
Dette krav og dermed tilværelsens mening skifter fra menneske til menneske og fra øjeblik til øjeblik. Menneskelivets mening kan aldrig nogen sinde bestemmes alment – livet, det vi her mener, er ikke noget ubestemt, det er konkret, og livets krav til os er til enhver tid helt konkrete. Denne håndgribelighed hører med til menneskets skæbne, der for hver enkelt er egenartet og enestående.