Camilla Engkjær Laursen

Vi står så tæt på hinanden, at jeg kan dufte ham. Hvis de nogensinde planlægger at rebrande den parfume, han har på, anbefaler jeg, at de omdøber den til ”Begær”.

Hvis jeg nogensinde holder op med at kysse ham, bliver det udelukkende for at lægge ansigtet ind mod hans hals og dufte til ham. Hvis jeg da holder op med at kysse ham, hvilket ikke er særlig sandsynligt. Desuden er mine æggestokke lige nu ved at brodere et billede, hvor der står Paige og Asher.

”Hvad så med at jeg betaler for dine indkøb?” siger jeg.

Han ryster på hovedet igen. Der danner sig nogle rynker hen over hans pande.

”Jeg er nødt til at bidrage med et eller andet. Det er den eneste måde, du kan få mig til at overveje det.”

Mine æggestokke foreslår seksuelle tjenester.

Et sexet smil breder sig langsomt om hans læber. Et smil, der er så frækt, at det føles, som om nogen har sat stød til mine æggestokke.

Er der en kvindelig pendant til at have blå kugler? Måske ulykkelig vagina eller trøstesløs fisse? Uanset har jeg virkelig blå damekugler lige nu

Du er et catch. Du er lækker. Jeg venter på en kompliment fra det menneske, der ikke har været andet end modbydelig over for mig.

Han rømmer sig. “Cool,” siger han så.

Undskyld mig, men jeg kaster mig lige ud foran en bus. Cool er en Kevin Jonas-agtig kompliment. Det svarer til at sige, at ens yndlingsfarve er beige.

Jeg føler mig ikke bare lillebitte, men som om jeg holder oplæg til et ledermøde kun iført brystvortekvaster og mine yndlingsradiostrømper

Englænderne benyttede sig kun af to smagsvarianter, saltet og ikke saltet, og lod slet ikke til at anerkende andre smage

Vrede var et kvælertag. Vrede gav ikke én magt. Det satte sig på ens bryst, det klemte om ens ribben, indtil man følte sig fanget, kvalt, som om løbet var kørt. Vreden simrede og eksploderede så.