Men, kunne man spørge, hvad skal da det hele postyr til for? Vi lever alle sammen umiddelbart som spidsborgere, og når det sådan set er i sin orden, hvorfor så ikke simpelt hen blive ved med det? Hvad skal vi i grunden med hele Kierkegaards filosofi, når den ikke bestiller andet end at rejse vanskeligheder?
Kierkegaards svar er, at det ikke blot er fortabthed at leve som spidsborger; det er fortvivlelse. Det skal indrømmes, at påstanden ikke er ganske indlysende. Man kan jo meget vel tænke sig en spidsborger leve glad og lykkelig sit ganske liv igennem, uden nogen sinde at føle den fjerneste fortvivlelse. Hvad vil det så sige, at hans liv er fortvivlelse? Det er indlysende, at ordet må være anvendt i en særlig betydning, at der ikke her er tale om den følelse, vi alle kender, og som vi kalder fortvivlelse, den følelse, der griber os, når alt går forkert, når katastrofen indtræffer, når ulykkerne rammer os, og vi ikke kan se nogen hjælp eller udvej. Men hvad betyder ordet da?
Det kan være svært at svare nøjagtigt på det. Men tanken er, at spidsborgeren, der jo har fortabt sig ud til alle de ydre forhold, som han ikke behersker – eller som ikke har erhvervet sig selv som et selv – uomgængeligt nu er bundet til og afhængig af disse ydre forhold. Hans liv beror ikke på ham selv; det beror på forholdene. Hvis de tegner sig tilfredsstillende, så har han det rart og kan glæde sig over livet; men begynder det at gå galt med ham, kommer tilbageslagene og ulykkerne, da har han ikke noget at falde tilbage på, thi det