over næse og mund. Det er mit underansigt, der er hårdest ramt. Knoglerne og bindevævet omkring mine øjne er ikke vokset så langt ud endnu. Ikke ligesom hos Peter. Når han kiggede på én, var det, som om han gjorde det fra bunden af en skakt.
Penge har jeg ingen af. Heller ingen id. »Den får du ikke brug for mere,« som Patrick sagde, da han rakte hånden ud efter min pung for at låse den inde i det grønne metalskab. Og på en måde havde han vel ret: Mit ansigt gør papirer overflødige