Douglas Stuart

Efter skovens begrænsede udsyn åbnede søen sig nu pludselig foran dem, og panoramaet var næsten for stort til, at Mungo kunne rumme det.

Efter skovens begrænsede udsyn åbnede søen sig nu pludselig foran dem, og panoramaet var næsten for stort til, at Mungo kunne rumme det. Han stavrede ned til bredden.
Dagen trak de sidste af sine farver til sig, og mens det blegviolette og abrikosgule sivede bort i horisonten, ærgrede Mungo sig over, at de ikke var nået frem tidligere. Han lagde nakken tilbage og gik rundt om sig selv. Himlen over ham var mørknende blå tværet over med svage, citrongule strøg. Han havde ikke vidst, at himlen kunne have så mange farvetoner –