Morten Albæk

vi kan falde for mange forskellige, hvis omstændighederne og tilfældighederne tillader det. Det er med andre ord muligt at finde noget elskeligt og attraktivt i andre, hvis blot vi leder længe nok og stiller os selv og hinanden de rette spørgsmål.

Godt halvandet årti senere forsøgte forskere fra Hamilton College i New York at teste netop, hvor mange blik en forelskelse kræver. 22 singler fik vist billeder af 112 ansigter, som de skulle tage stilling til hvor attraktive de fandt, på en skala, hvor 9 var højest. I takt med at hvert billede blev vist for anden og tredje gang, kunne forskerne se, at antallet af 9-taller steg betragteligt. En såkaldt ’gentagelseseffekt’. Jo flere gange det samme ansigt blev vist, desto mere attraktivt fandt deltagerne det, de så. Effekten var størst fjerde gang. Det var med andre ord ikke ’kærlighed’ ved første blik, men ved fjerde.

psykologien og sociologien kaldes det for eksponeringseffekten eller familiaritetseffekten. Altså at jo mere vi er omgivet af noget, jo mere attraktivt finder vi det. Det kan blandt andet forklare, hvorfor de fleste affærer eller kærlighedsmæssige sidespring foregår på arbejdspladsen.

Den ideelle kærlighed er, som Lev Tolstoj beskriver det, hverken en, der ophøjer eller nedgør, for: ”When you love someone, you love the whole person, just as he or she is, and not as you would like them to be.”

Studiet viste, at for at opnå en grundlæggende kvalitet og tilfredshed i vores forhold er vores egen indsats fire gange mere betydningsfuld end noget som helst, der har med vores partner at gøre. Derfra, såfremt forholdet skal vedblive med at være af høj kvalitet og trivsel, er den stærkeste variabel i at forudsige succes, hvorvidt vi oplever, at vores partner ønsker, at vores forhold skal vare for evigt. Dernæst taknemmelighed, at vi føler os heldige over at have vores partner i vores liv. Så seksuel tilfredsstillelse. På fjerdepladsen kommer, hvorvidt vi føler, at vores forhold gør vores partner glad. Og som den sidste af de fem stærkeste drivere finder vi hyppigheden af konflikt.

Arbejdet er ikke en modstander, en eksistentiel klods om benet, selvom vores brug af ordet kompensation og human resource management antyder, at vi udbytter vores liv for vores indkomst og umuligt bør kunne finde mening i arbejdsarenaen. I stedet for at være en modstander bør arbejdet være en medspiller, der ligefrem kan bidrage til at skabe mening i vores tilværelse, en grund til at stå op om morgenen og en følelse af at være en værdsat del af et socialt og fagligt fællesskab, der arbejder for samme formål

Som en kæmpe analyse publiceret i MIT Sloan Management Review kunne demonstrere, har ’toxic corporate culture’ 10,4 gange større betydning for medarbejderes motivation for jobskifte end kompensation

Darwin var af den hypotese og opfattelse, at det samfund eller fællesskab, der havde de bedste vilkår for at trives, var dem med flest empatiske mennesker i. Så vi dels ikke gik rundt og bankede køller i hinandens kranier, dels udøvede omsorg for hinanden og bistod selv den svageste i sin heling eller velvære. Han går sågar så langt som til at tilskrive selve den menneskelige evolutions succes til udviklingen af empati blandt mennesker, hvilket vil sige, at det, der ifølge Darwin ligger til grund for vores civilisation, er udviklingen af vores instinktive medfølelse og omsorg over for andre. For i en sådan kontekst belønnes og reproduceres empati, samarbejde og tapperhed langt mere end barbari, konkurrence og hårdførhed. Sidstnævnte vil ganske enkelt spænde ben for enhver form for forsøg på at danne fællesskab og dermed civilisation. Og som ny forskning fra Stockholm Universitet har vist, så øger løn efter præstation ikke motivationen til at præstere. Præstation styres, ifølge forskeren bag studiet, snarere af engagement, mening i arbejdet og relationen til kolleger og chefer.

Eudaimonia betegner en blivende positiv tilstand, en følelse af værdighed, håb og tilfredshed med vores tilværelse – både den levede tilværelse, der ligger bag os, og den endnu ikke levede tilværelse, der venter os.

I den forbindelse udsiger det såkaldte Thomas-teorem, som vi kender fra psykologien, at ”hvis mennesker definerer situationer som virkelige, så er de virkelige i deres konsekvenser”. Med andre ord så kan vi mennesker ved tankens og viljens kraft præge udfaldsrummet og konsekvenserne ved ene og alene at anse en situation – eller et medikament – for at være virkelig eller sand. På samme vis bliver hypokondere også mere syge end andre mennesker, netop fordi der i den negative tankegang og visualisering findes en slags iboende selvopfyldende profeti.