Hans Christian Andersen

Fyrtøjet
Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen: én, to! én, to! han havde sit tornyster på ryggen og en sabel ved siden, for han havde været i krigen, og nu skulle han hjem. Så mødte han en gammel heks på landevejen; hun var så ækel, hendes underlæbe hang hende lige ned på brystet. Hun sagde: „God aften, soldat! hvor du har en pæn sabel og et stort tornyster, du er en rigtig soldat! Nu skal du få så mange penge, du vil eje!“
„Tak skal du have, du gamle heks!“ sagde soldaten.
„Kan du se det store træ?“ sagde heksen og pegede på det træ, der stod ved siden af dem. „Det er ganske hult indeni! Der skal du krybe op i toppen, så ser du et hul, som du kan lade dig glide igennem og komme dybt ned i træet! Jeg skal binde dig en strikke om livet, for at jeg kan hejse dig op igen, når du råber på mig!“
„Hvad skal jeg så nede i træet?“ spurgte soldaten.
„Hente penge!“ sagde heksen, „du skal vide, når du kommer ned på bunden af træet, så er du i en stor gang; der er ganske lyst, for der brænder over hundrede lamper. Så ser du tre døre, du kan lukke dem op, nøglen sidder i. Går du ind i det første kammer, da ser du midt på gulvet en stor kiste, oven på den sidder en hund; han har et par øjne så store som et par tekopper, men det skal du ikke bryde dig om! Jeg giver dig mit blåternede forklæde, det kan du brede ud på gulvet; gå så rask hen og tag hunden, sæt ham på mit forklæde, luk kisten op og tag lige så mange skillinger, du vil. De er alle sammen af kobber; men vil du hellere have sølv, så skal du gå ind i det næste værelse; der sidder en hund, der har et par øjne så store som et par møllehjul; men det skal du ikke bryde dig om, sæt ham på mit forklæde, og tag du af pengene! Vil du derimod have guld, det kan du også få, og det så meget, du vil bære, når du går ind i det tredje kammer. Men hunden, som sidder på pengekisten, har her to øjne, hvert så stort som „Rundetårn“. Det er en rigtig hund, kan du tro! men det skal du ikke bryde dig noget om!

skyggen var overordentlig godt klædt på, og det var just det, som gjorde at den var ganske et menneske.

jeg skammede mig som menneske ved at gå som jeg gik, jeg trængte til støvler, til klæder, til hele denne menneskefernis, som gør et menneske kendeligt.

Jeg så det allerutænkeligste hos konerne, hos mændene, hos forældrene og hos de søde mageløse børn;? jeg så," sagde skyggen, "hvad ingen mennesker måtte vide, men hvad de alle sammen så gerne ville vide, ondt hos naboen.

De forstår Dem ikke på verden. De bliver dårlig ved det. De må rejse! jeg gør en rejse til sommer; vil De med? Jeg gad nok have en rejsekammerat! vil De rejse med, som skygge? Det skal være mig en stor fornøjelse at have Dem med, jeg betaler rejsen!"

vil De være min skygge så skal De få alting frit på rejsen!"

"Det er for galt!" sagde den lærde mand.

"Men sådan er nu verden!" sagde skyggen, "og således bliver den!"

Og så rejste de; skyggen var da herre og herren var da skygge; de kørte med hinanden, de red og gik sammen, side ved side, forud og bag efter, således som solen stod; skyggen vidste altid at holde sig på herrepladsen;

Man giver tit sin tjener finere klæde i liberiet end man selv bruger, og således har jeg ladet min skygge pudse op til menneske!

men så må du lade dig kalde skygge af alle og enhver; du må ikke sige at du har nogensinde været menneske og engang om året, når jeg sidder på altanen i solskin og lader mig se, må du ligge ved mine fødder, som en skygge skal!

det er at bedrage hele landet og kongedatteren med! Jeg siger alting! at jeg er mennesket, og at du er skyggen, du er bare klædt på!"