Hans Christian Andersen

Fyrtøjet
Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen: én, to! én, to! han havde sit tornyster på ryggen og en sabel ved siden, for han havde været i krigen, og nu skulle han hjem. Så mødte han en gammel heks på landevejen; hun var så ækel, hendes underlæbe hang hende lige ned på brystet. Hun sagde: „God aften, soldat! hvor du har en pæn sabel og et stort tornyster, du er en rigtig soldat! Nu skal du få så mange penge, du vil eje!“
„Tak skal du have, du gamle heks!“ sagde soldaten.
„Kan du se det store træ?“ sagde heksen og pegede på det træ, der stod ved siden af dem. „Det er ganske hult indeni! Der skal du krybe op i toppen, så ser du et hul, som du kan lade dig glide igennem og komme dybt ned i træet! Jeg skal binde dig en strikke om livet, for at jeg kan hejse dig op igen, når du råber på mig!“
„Hvad skal jeg så nede i træet?“ spurgte soldaten.
„Hente penge!“ sagde heksen, „du skal vide, når du kommer ned på bunden af træet, så er du i en stor gang; der er ganske lyst, for der brænder over hundrede lamper. Så ser du tre døre, du kan lukke dem op, nøglen sidder i. Går du ind i det første kammer, da ser du midt på gulvet en stor kiste, oven på den sidder en hund; han har et par øjne så store som et par tekopper, men det skal du ikke bryde dig om! Jeg giver dig mit blåternede forklæde, det kan du brede ud på gulvet; gå så rask hen og tag hunden, sæt ham på mit forklæde, luk kisten op og tag lige så mange skillinger, du vil. De er alle sammen af kobber; men vil du hellere have sølv, så skal du gå ind i det næste værelse; der sidder en hund, der har et par øjne så store som et par møllehjul; men det skal du ikke bryde dig om, sæt ham på mit forklæde, og tag du af pengene! Vil du derimod have guld, det kan du også få, og det så meget, du vil bære, når du går ind i det tredje kammer. Men hunden, som sidder på pengekisten, har her to øjne, hvert så stort som „Rundetårn“. Det er en rigtig hund, kan du tro! men det skal du ikke bryde dig noget om!

„Vi ere meget forskjellige, Bernardo!“ sagde jeg, „og dog hænger mit Hjerte forunderligt ved Dig, tidt ønsker jeg, at vi altid kunde være sammen.“

„Det vilde være daarligt for Venskabet,“ svarede han, „nei da vilde det være slidt op før vi vidste det. — Venskab er som Kjærlighed, det bliver stærkest ved Skilsmissen. Jeg tænker tidt paa, hvor det i Grunden maa være kjedeligt at være gift; idelig og idelig at see hinanden, og det ind i alle Folder. De fleste Ægtefolk ere da ogsaa kjede af hinanden, det er kun et Slags Anstand, en Art Godmodighed, der holder dem sammen i Længden. Jeg føler det godt med mig selv, at om mit Hjerte brændte nok saa heftigt, og hendes, jeg elskede, brændte, som mit: naar Luerne mødtes, vilde de slukkes. Kjærlighed er en Længsel, og Længselen døer, naar den opfyldes.“

Signora eller, da vi jo veed hendes Navn, Santa kom os med aabne Arme imøde. Den lyseblaae Silkedragt klædte hende godt; havde hun været lidet mindre fyldig, kunde hun have gjældet for meget smuk.

„De er ikke et Menneske som Andre! en poetisk Figur er De, og seer De, selv den ideale Annunziata vil have en Mand; derfor kunde hun foretrække Bernardo, der staaer saa dybt under Dem.“ — „Men,“ vedblev hun. „De faaer mig til at tale saaledes, som jeg som Dame neppe kunde; Deres forunderlige Uskyldighed og ringe Kjendskab til Verden faae Andre til at blive ligesaa naive i Tale, som De er i Tanke!“ og nu loe hun høit og klappede mig paa Kinden.

Det var afgjort, jeg vilde optræde som Improvisator. Dag for Dag følte jeg mere Mod dertil; i Marettis Huus og i enkelte Familier, hvis Bekjendtskab jeg der havde gjort, bidrog jeg ved mit Talent til Selskabets Underholdning og høstede den største Lov og Opmuntring. Det var en Vederqvægelse for min syge Sjæl; jeg følte en Lyksalighed derved, en Taknemmelighed mod Forsynet, og Ingen, der kunde læse min Tanke, vilde have kaldt den Ild Forfængelighed, som brændte i mit Øie, det var ubesmittet Glæde; jeg havde ordenligt et Slags Angest ved den Lov man tildeelte mig, jeg frygtede at være den uværdig, eller ikke altid at kunne bevare den; jeg følte dybt og vover at sige det, skjøndt det gjælder mig selv saa meget: Roes og Opmuntring er den bedste Skole for en ædel Sjæl, hvorimod Strenghed og ubillig Dadel enten forkuer den eller vækker Trods og Overmod; jeg har lært det af egen Erfaring.