Sjón

En gråbrun hunræv ligger tæt ind til sin sten og lader den kraftige blæst feje hen over sig. Den vender bagdelen mod vinden, ruller sig sammen og stikker snuden ind under baglåret, lukker øjnene halvt så pupillen lige skimtes. Og sådan holder den øje med manden som ikke har rørt sig siden han lagde sig under den fremspringende snedrive her på Asheimars øverste skråninger – for omtrent atten timer siden.

Ved daggry næste morgen stoppede ræven op og sagde:
– Ja, ja, kære pastor, hvad gør vi nu?
– Vi kunne skændes,
svarede han.
– Og hvad skulle vi skændes om?
spurgte den.
– Elektriciteten,
sagde præsten.
Ræven så på ham som om han var idiot:
– Tror du en fjeldskabning som jeg har nogen som helst forstand på elektriciteten? Der tager du uhyggeligt fejl …

Han løftede det der var tilbage af ræven, op med kniven og stirrede ind i de grålige øjne. Over pupillerne lå der en hinde af is som på en sø på højsletten under den første stille frost, men præsten så kun dette:
Den var definitivt død.