Primo Levi udgav i 1947 erindringsværket ”Se questo è un uomo” (”Hvis dette er et menneske”, 1989) om sin tid i Auschwitz. Der er tale om en kronologisk fremstilling, der skildrer oplevelserne fra godstransporten og ankomsten til lejren, indordningen under de nye absurde regler, kampen mod sult, kulde, sygdom og fornedrelse til det tidspunkt, hvor nazisterne sender de fleste fanger ud på en dødsmarch og selv flygter, mens de syge bliver tilbage og venter på Den Røde Hærs befrielse.

Sprogligt skildrer Levi oplevelserne i udryddelseslejren og kampen for at overleve med uhyggelig klarhed og mangel på patos på trods af det ubærlige emne. Samtidig er teksten fuld af refleksioner over den menneskelige natur, og hvad det gør ved et menneske at blive reduceret til det, der knapt kan kaldes et menneske længere. En væsentlig tematik er netop fremstillingen af den omfattende dehumanisering, som hele kz-lejrens struktur synes at være bygget op omkring.

Levi skildrer tyskernes projekt i lejren som en tilintetgørelse af mennesket som menneske ved at fratage det enhver individuel identitet og ved at praktisere en fornedrelse af mennesket til dyr, hvor enhver civilisation blev sat ud af kraft. Dertil kommer den fratagelse af ethvert håb og fremtid for menneskene i lejren, hvor kun de få undtagelsesvis overlevede den tidsubegrænsede indespærring.

En anden vigtig pointe i bogen er bestræbelsen på at give ofrene ansigt og dermed gøre dem til de individer, kz-lejren ellers udviskede. På trods af både fangernes og vogternes lighed med dyr i deres måde at overleve og agere på, formår Levi at fremstille dem som særegne mennesker, og bogens mange personskildringer er dermed et vigtigt greb i teksten.

Endelig har Levi flere gange fremhævet, at den essentielle bevæggrund for hans erindringsbog var at bære vidnesbyrd om det ufattelige massemord. Ifølge Levi er kz-lejrene udtryk for de grusomheder, mennesket rent faktisk er i stand til at begå, og derfor må vi aldrig glemme dem. Ellers risikerer vi at gentage dem.

Nina Gross