Niels Brunse

Da Buddenbrooks’ sørgeår endnu ikke var omme, blev de to forlovelser kun fejret i familiens kreds

„For Guds skyld, papa! – Jeg spadserer gerne i krattet derude om sommeren; men det hele ville være ødelagt for mig, hvis den smukke, frie natur skulle klippes så ynkeligt sønder og sammen …“

„Jamen hvis den frie natur tilhører mig, har jeg så for dyvlen ikke ret til at indrette den som det passer mig …“

„Åh, far, når jeg ligger i det høje græs under de frodige buske, så synes jeg nærmere at jeg tilhører naturen og ikke har den mindste ret over den …“

Og hvad med dig, Kristin – hvad ville du synes om at ofre dit smukke hår og tjene Vor Frue som de brude jeg har tegnet her?“

„Vi har ikke andre børn hjemme end mig,“ svarede Kristin. „Så jeg skal vel giftes, tænker jeg. Mor har nok både kister og skrin parat med min medgift allerede.“

„Nej, nej,“ sagde broder Edvin og strøg hende over panden. „Det er sådan folk bærer sig ad med deres børn nu. Til Gud giver de døtre der er halte og svagsynede og grimme og vanskabte, eller de lader ham få de børn tilbage som de synes han har givet dem for mange. Og alligevel undrer de sig over at ikke alle der bor i klostrene er hellige mænd og jomfruer –“