er, kære datter, ikke født for det, vi med nærsynede øjne regner for vor egen, lille, personlige lykke, thi vi er ikke løse, uafhængige og hver for sig bestående enkeltvæsner, men derimod ligesom led i en kæde, og vi ville, sådan som vi er, ikke kunne tænkes uden rækken af dem, der er gået forud for os og har vist os vejen, idet de for deres vedkommende med strenghed og uden at se til højre eller venstre fulgte en prøvet og ærværdig tradition. Din vej har, mener jeg, i flere uger ligget klart og skarpt afgrænset foran dig, og du burde ikke være min datter, ikke barnebarn af din i Gud hvilende farfar og i det hele taget ikke et værdigt medlem af vor familie, hvis du for alvor har i sinde, helt alene, i trods og ustadighed, at gå dine egne, uordentlige veje. Dette, min kære Antonie, beder jeg dig overveje i dit hjerte.