Katrine Marie Guldager

jeg mister langsomt min tillid til, at alt vil blive godt igen

konflikt, jeg orker det ikke,

læser i en bog om skam, jeg læser, at skam og angst har de samme fysiske træk, at hjertet begynder at banke, røde kinder

tænker på den enorme modstand, jeg altid gjorde i analysen. Ingen må se mine sår, ingen må se min skam, lyden af en cigaret, der slukkes i vand

Fear and hate is denied pain

Jeg tænker også på mig selv som ung. Jeg tænker på, hvor meget jeg trængte til at læse en historie som denne, jeg tænker på, at der er nogle ting, man er nødt til at gøre, hvis man ikke vil føle sig som en lille lort, jeg tænker på, at der sidder nogen derude, som trænger til at læse denne historie for at blive bedre til at fortælle deres egen, og det svarer ikke på nogen spørgsmål, tænker jeg, men det giver mening

Hele fundamentet er styrtet sammen for lang tid siden, frit fald, og derfor er der kun høfligheder til­bage, såkaldt venlighed, hygge og kys, kys, tak for sengetæpperne

løsrive mig så meget fra min familie, at jeg kunne være sammen med dem uden at føle, at jeg ødelagde noget i mig selv, og nu bagefter virker det ærlig talt også lidt naivt, en relation er jo ikke kun noget, der foregår i én selv

Men måske er hun lattermild, fordi hun er nødt til at være det, hun prøver bare at overleve

Dagen efter hæfter min analytiker sig ved, at jeg sagde, at jeg var syg. Hvorfor er det nødvendigt at lyve, om jeg ikke vil stå ved mine valg? Hvorfor meldte jeg ikke bare afbud? Hvad er problemet?