Katrine Marie Guldager

løsrive mig så meget fra min familie, at jeg kunne være sammen med dem uden at føle, at jeg ødelagde noget i mig selv, og nu bagefter virker det ærlig talt også lidt naivt, en relation er jo ikke kun noget, der foregår i én selv

Men måske er hun lattermild, fordi hun er nødt til at være det, hun prøver bare at overleve

Dagen efter hæfter min analytiker sig ved, at jeg sagde, at jeg var syg. Hvorfor er det nødvendigt at lyve, om jeg ikke vil stå ved mine valg? Hvorfor meldte jeg ikke bare afbud? Hvad er problemet?

at jeg giver stemme til et menneske i indre opløsning, i skred mod sammenbruddet, og det er jo præcis sådan, jeg har det, og pludselig giver det mening, at jeg skrev denne bog. Det gav også mening, da jeg skrev den, det var næsten som en fødsel, umulig at standse

Jeg indser, at jeg er nødt til at være hensynsløs, også over for mig selv. Forfattere er faktisk nødt til at være selvoptagede og hensynsløse, tænker jeg pludselig og stopper op på stien, jeg må øve mig, og det er ikke særlig charmerende, ikke særlig attraktivt

Jeg ved efterhånden ikke, hvad en familie er, jeg ved ikke, hvad forældre er, jeg har glemt det, jeg har glemt følelsen af at have forældre, jeg er ikke familie