Han lægger armen om hende, og hun læner hovedet mod hans brystkasse, og så forsvinder hun igen, tilbage gennem årtierne. Harriet trives der. De rette linjer fra barndommen til nuet, alt det, man er nu, kan og må forklares gennem noget, der skete dengang. Indimellem misunder han hende, hvor tryg hun er i den banalitet, så sikker på alle forbindelserne. Det må være enkelt at leve på den måde, for der findes svar på alt, alt har en forklaring. Og man er aldrig selv skyld i noget, man er altid bare et offer for andre menneskers fejl og mangler.