Jeg har to Ting at gjøre Undskyldning for: Titelen og Fortællingen. Den første er plat, modbydelig maaskee for en fiin delicat Smag; den anden er ligesaa. – Ikke fordi jo Skildringen af store Kjeltringer er den interessanteste Side baade i Historien og Romanen; men Man kalder dem ikke saa – det er Eet, og dernæst maae slige piqvante Caracterer tilhøre Folk af Stand, i det ringeste Folk af ærlig Stand, og ikke Saadanne, med hvem ingen Bonde spiser af Fad. Hvo kan nægte, at Claudius og Messalina, Pave Sergius og Marozia, Front de Beuf og Ulrica levede ret et Kjeltringliv? men vel at mærke, i Palladser og ikke i Faarehytter. Hvad der klæder fyrstelige Personer, hellige Prælater, normanske Riddere, kan ikke skikke sig for jydske Natmændsfolk; Nero er et stort Uhyre – Jens Langkniv en lumpen Kjeltring. Det falder aldrig det dannede Menneske ind at moralisere over den tyrkiske Sultans Maneer in puncto sexti; at han holder tre hundrede Maitresser, naar en christelig Prinds tit lader sig nøje med tre Stykker – det er et stort Galanterie. Men at en rejsende Glarmester har tre Koner, kaldes med Rette et liderligt Levnet