Hun følte sig selvstændig og stærk og begyndte uden at tænke over det at fløjte åbningstemaet fra Brahms fjerde symfoni.
E-mol.
Lyden af melankoli og mod samlet i violinernes simple melodi.
Fra kvinten ned til moltertsen, sørgmodigt, men i næste strofe allerede med et håbefuldt svar, fra grundtonen op til den lille sekst. Mismodigt ned igen fra kvarten til sekunden, men straks glædesfyldt op igen fra dominantens terts tilbage op til kvinten. Hele tiden det berusende skift mellem melankoli og håbefuldhed.