Fjodor Dostojevskij

Jeg har ikke noget mod at folk lyver! Jeg kan godt lide at folk lyver! Løgnen er menneskets eneste privilegium i forhold til de laverestående skabninger. Lyv – og du skal finde sandheden! Jeg lyver, ergo er jeg et menneske. Ikke en eneste sandhed er blevet fundet uden at der forud er blevet løjet sytten eller måske hundrede og sytten gange, og det er i sig selv ærefuldt nok; men vi forstår os ikke engang på at lyve ordentligt, i overensstemmelse med vores egen karakter og overbevisning! Lyv for mig, men lyv i overensstemmelse med din overbevisning, og jeg er parat til at kysse dig. At lyve og stadig være sig selv er bedre end at slynge om sig med lånte sandheder; i det første tilfælde er du et menneske, i det andet kun en papegøje! Sandheden løber ingen vegne, men man kan ikke lukke helt af til livet med den; det er der mange eksempler på.

Han havde i smug og med stor fryd forestillet sig hvordan han ville gifte sig med en fattig pige af god familie (men ubetinget fattig), purung, smuk og med en god opdragelse, som havde haft det hårdt og oplevet store sorger, og som ville være ham underdanig og resten af livet betragte ham som sin redningsmand, forgude ham, tjene ham, beundre ham og betragte ham som sin eneste ene. Hvor mange scener, hvor mange sødmefyldte episoder havde han ikke i sin fantasi skabt over dette betagende tema når han tog en pause fra sit hårde arbejde!

Sonjas breve var fulde af hverdagsdetaljer og enkle, klare beskrivelser af omstændighederne omkring Raskolnikovs straffefangetilværelse. Hun skrev intet om sine egne drømme og håb eller om fremtiden, og hun fortalte ikke om sine følelser. I stedet for at forsøge at få indblik i hans psykiske tilstand og indre sindsstemning omtalte hun kun de ydre kendsgerninger, det vil sige meddelte hvad han havde sagt, beskrev hans helbredstilstand, hvad han havde bedt hende om når hun besøgte ham, osv. Disse oplysninger gengav hun imidlertid med pinlig nøjagtighed, og derved tegnede der sig et klart og præcist billede af den ulykkelige bror og svoger, som ikke levnede mulighed for selvbedrag eller falske forestillinger fordi alt var baseret på tørre kendsgerninger.

Et konstant, ørkesløst indre oprør, en uafbrudt selvopofrelse, til ingen verdens nytte – det var hvad fremtiden havde i vente for ham. Og hvilken trøst lå der vel i at han efter at have afsonet denne straf på otte år kun ville være toogtredive og stadig kunne begynde at leve? Hvorfor skulle han leve? Til hvad nytte? Hvad ville han have at stræbe efter? Leve for blot at eksistere? Også tidligere havde han været parat til tusind gange at give sit liv for en idé, et håb eller blot en fantasi. Den blotte og bare eksistens havde ikke været nok for ham dengang; han havde altid tørstet efter noget mere. Måske var det i virkeligheden hans store ønsker der dengang havde fået ham til at betragte sig selv som et menneske for hvem mere var tilladt end det var for andre.

Generalen havde aldrig fortrudt dette tidlige ægteskab, havde aldrig forsøgt at fremstille det som et udslag af ungdommelig overilethed, og han følte den største respekt for sin hustru og nærede til tider endda en sådan frygt for hende, at det grænsede til oprigtig kærlighed!

Dog var hendes karakter sådan, at det langtfra altid lykkedes for hende at underkaste sig det, hendes fornuft sagde hende var det klogeste; Jelizaveta Prokofjevna var blevet mere og mere utålmodig og stridbar med årene, var endda blevet lidt excentrisk, men eftersom hun havde en mand, der var hende hengiven og meget velafrettet, fik hun som regel luft for alt det, der havde hobet sig op, og som hun ikke kunne få afløb for, over for ham, hvorved det harmoniske familieliv genoprettedes, og alting fortsatte så godt, som nogen kunne ønske.

Han var relativt høj og tynd, omkring toogtyve år. Hans ansigt afslørede hverken det ringeste spor af ironi eller af nogen form for tankevirksomhed; tværtimod udtrykte det ikke andet end en sløv, beruset følelse af at have retten på sin side og samtidig noget, der kun kunne udlægges som et mærkeligt, uophørligt behov for konstant at føle sig krænket. Han talte ophidset, hakkede og stammede og udtalte ikke ordene helt, så man skulle tro, at han enten havde en talefejl eller var udlænding, skønt han i øvrigt var renblodet russer.

Folk klager ustandseligt over, at vi savner praktiske begavelser; lokalpolitikere for eksempel har vi rigeligt af; generaler ligeledes; embedsmænd inden for den offentlige administration vrimler det formeligt med i vore dage – men praktiske begavelser savner vi. I alt fald beklager alle sig over, at vi ingen har.

Vores offentlige administration er så spækket med titler og embeder, at man kan blive helt svimmel af at tænke på, hvor mange ansatte der er; alle har haft et offentligt embede eller har et, og de, der ikke allerede har det, har tænkt sig at søge en stilling inden for det offentlige.

Min iagttagelse er imidlertid, at den russiske liberalisme ikke er et angreb på den eksisterende samfundsorden, men et angreb på selve kernen i alting, på alting selv, og altså ikke på samfundsordenen eller for den sags skyld på den russiske samfundsorden, men på Rusland selv. Den liberale, jeg bruger som eksempel, er gået så vidt, at han fornægter selve Rusland, altså med andre ord hader og bekæmper sit fædreland. Ethvert eksempel på ulykkelige omstændigheder eller uheld i Rusland vækker latter, ja, næsten begejstring hos ham. Han hader de folkelige traditioner, Ruslands historie, alt.