Hr. Ferdinand

”Far var virkelig underlig,” sagde jeg, fordi en af os jo skulle sige det.

”Du ville også være underlig, hvis Erma var din mor,” sagde Lori.

”Tror du, hun nogensinde har gjort det mod far, som hun gjorde mod Brian?” spurgte jeg.

Ingen svarede.

Det var ulækkert og uhyggeligt at tænke på, men det ville kunne forklare meget: Hvorfor far var flyttet hjemmefra i samme sekund, det lod sig gøre. Hvorfor han drak så meget, og hvorfor han blev så vred. Hvorfor han aldrig havde haft lyst til at besøge Welch, da vi var mindre. Hvorfor han i begyndelsen havde nægtet at tage til West Virginia sammen med os og først i sidste øjeblik havde overvundet sin modvilje og sat sig ind i bilen. Og hvorfor han rystede så heftigt på hovedet, næsten som om han havde lyst til at lægge hænderne for ørerne, da jeg forsøgte at fortælle ham, hvad Erma havde gjort mod Brian.

”Hold op med at tænke den slags tanker,” sagde Lori til mig. ”De ender bare med at gøre dig vanvittig.”

Og derfor skød jeg dem ud af hovedet.

Jeg sagde til mor, at hvis hun forlod far, ville hun kunne få bistandshjælp, hvad hun ikke kunne nu, fordi hun var gift med en arbejdsdygtig mand. Der var folk på skolen – for ikke at nævne halvdelen af dem, der boede på Little Hobart Street – der var på offentlig forsørgelse, og så var det altså heller ikke værre. Jeg vidste, at mor var imod bistandshjælp, men disse børn fik madkuponer og tøjmærker. Staten indkøbte kul til dem og betalte deres skolefrokost.

Mor ville ikke høre tale om det. Bistandshjælp ville gøre ubodelig psykisk skade på os børn, sagde hun. ”Du kan gå sulten i seng i ny og næ, men når du igen får mad, er du okay,” sagde hun. ”Og indimellem fryser du, men på et tidspunkt får du varmen igen. Går du først på bistandshjælp, sker der forandringer i dig. Selv om du slipper ud af forsørgelsesfælden, vil du aldrig komme af med brændemærke, der fortæller dig, at du engang var bistandsklient. Du vil have et ar på sjælen resten af dit liv.”

Ring med klokkerne, der stadig dur,
Glem dit perfekte offer,
Der er en sprække i alting,
Det er sådan, lyset kommer ind.

ukendte, nye territorier. Han blev draget mod kanten af ting. Til steder, som de gamle sømænd kendte og advarede

Alt glitrer og stråler som diamanter.

JONAS BEIJER HAVDE aldrig været sin kone utro, ikke rigtigt.

Hun tændte for sin computer, og som altid gik der en evighed, inden den var klar.

men nu hørte jeg i går, at vores udenrigsministerie har bekræftet oplysningerne.”

Det var ikke engang et ansigt længere.

Kun blod og kød og knogler og hud, som om nogen, der aldrig havde set et ansigt før, havde fået alle de dele, man havde brug for til at lave et, men var blevet træt og bare havde kylet det hele ind på må og få.

Eller som om nogen havde knaldet en tung glasflaske ind i det mere end ti gange.

Painters Mill havde ikke forandret sig en disse. Hovedgaden med de charmerende forretninger og amishbutikkerne, der primært henvendte sig til turisterne, dominerede stadig byens historiske centrum.