Annelise Schønnemann

skrive om familiedynamikken før, men uanset hvor koldt det var kommet ud af hendes hjertes fryser, endte det på en eller anden måde altid med at blive til noget sentimentalt pladder når det kom ud igennem hendes hænder. Nu kunne hun se at problemet var at hun havde prøvet at beskrive sin mand og datter ved at bruge materialer – sine følelser – som ingen kunne se. Hamsterens håndgribelighed gjorde hele forskellen. Hun kunne beskrive hvordan de pussenussede om den, mens dens indespærring gik Linda mere og mere på nerverne, og hvordan det styrkede båndet mellem dem så Linda følte sig udenfor. Hvad var det for en slags kærlighed der havde brug for at kærlighedsobjektet blev tæmmet og spærret inde?

omkring hende. Alligevel lod det ikke til at mistanken om at hendes egne ønsker formede andre menneskers liv, og endda fik dem til at lide, fik hende til at føle skyld. Det var en interessant tanke, sagde jeg, at impulsen til at fortælle kunne stamme fra ønsket om at undgå skyld snarere end fra behovet – som det almindeligvis blev antaget – for at skabe f

Men i al den tid de ringede,« sagde hun,« var jeg ude af stand til at bevæge mig, så der stod jeg, med vandet strømmende ned fra håret og ned over mit ansigt og tøj, mens jeg iagttog hvordan hele verden gradvist blev overført til spejlet ved mine fødder.«

Hun tav, med munden fortrukket i en sær grimasse, hendes store øjne blinkede ikke, og fordybningen i næsen lå som en brønd af skygge i havens skiftende lys.

»Du spurgte tidligere,« sagde hun til mig, »om jeg troede at retfærdigheden kun er en illusion den enkelte

Jeg kan finde den udenfor i regnen eller glemt i hans frakkelomme eller ved siden af badekarret, og hver gang får jeg fat i den igen og gør den ren og lægger den tilbage hvor han kan finde den, for i afvisningen af bøgerne ser jeg en afvisning af mig selv og af min autoritet som far.

Men hans ord fik mig samtidig til at føle at der for første gang var nogen der havde forstået hvad der var sket, for mens jeg altid havde fortalt historien til mig selv og andre som en krigshistorie, var det faktisk bare en historie om forandring. Og det var denne forandring som var gået uudforsket og ukommenteret for sig indtil min søn så den i fotografierne og lagde mærke til den. Mens han var væk de par dage

anden grund keder mig. Men denne gang,« sagde hun, »hvor min søn var taget hen til sin far og jeg ventede i min lejlighed, hørte jeg skridt på trappen, og nøglen blev drejet rundt i låsen, og jeg blev pludselig forvirret med hensyn til hvem af de mænd jeg havde kendt i mit liv, der var på vej ind gennem døren. Det var i et øjeblik som om,« sagde hun, »at jeg havde gjort for stort et nummer ud af forskellen på disse mænd selv om det engang havde virket som om hele verden afhang af at jeg var sammen med den ene og ikke den anden. Jeg blev klar over at jeg havde troet på dem,« sagde hun, »og på den

elendighed, var dem der havde stemt mest overvældende for at man skulle forlade unionen, og ingen steder var det sandere end i hans eget lille land.

»Det er lidt ligesom kalkuner der stemmer for julen,« sagde han. »Selv om jeg selvfølgelig ikke kan udtrykke det sådan på skrift.«

litteratur fik meget af sin magt gennem en frygtløs ærlighed: En person uden interesse for at leve og dermed uden noget investeret i fremtiden kan tillade sig at være ærlig, sagde han, og den negative forfatter var omfattet af det samme tvivlsomme privilegium. Men ærligheden var som sagt uspiselig: På en måde gik den til spilde, måske fordi der ikke var nogen der brød sig om ærligheden hos en der var ved at hoppe over bord fra det skib resten af os var fanget på. Den virkelige ærlighed fandtes selvfølgelig ho

for længe, så det løb op til en enorm regning oven i alt det andet. Jeg burde efterhånden have vidst,« sagde hun, »at Stefano ikke foretager sig noget på basis af hvad der er rigtigt eller forkert, men i stedet kun handler ud fra hvad loven vil tillade ham at gøre. Han har forstået at loven kan bruges som et våben, hvor jeg kun forbinder den med retfærdighed, og så er jeg allerede håbløst bagud.«

»Det er uheldigt for

hun til mig, »hvor du beskriver at du har været igennem noget lignende, og jeg oversatte det meget omhyggeligt og med stor varsomhed, som om det var noget skrøbeligt som jeg kunne knuse eller slå ihjel ved en fejl, for disse oplevelser hører ikke helt hjemme i virkeligheden, og beviset for at de findes er kun én persons ord mod en andens. De