Svend Brinkmann

ar været en uvurderlig hjælp

udtrykke sig fyndigt

“Jeg ved godt, at det ikke er særlig opløftende, men jeg mener, at menneskehedens største opgave – måske nogensinde! – er at håndtere konsekvenserne af vores egne aktiviteter. Hele den teknologiske udvikling kommer med en bagside.”

Mennesket har altså ifølge Aristoteles et iboende formål, som skal udvikles i en dannelsesproces. At blive menneske vil ifølge denne græske tanke sige, at man realiserer et potentiale, man har i sig. Ikke potentialet til at blive “den bedste udgave af sig selv” eller sådan noget, men potentialitet til at blive et menneske, et godt menneske. Det er den grundlæggende opgave, vi alle er stillet i vores liv: at blive det bedst mulige menneske.

Denne tråd er en del af det, man kunne kalde livstæppet – det fælles liv for mennesker.4 Dette livstæppe er langt større end det enkelte individ og udgør en slags bagtæppe – eller skæbne – for det, den enkelte oplever.

Alt i alt er denne bog kritisk over for den opfattelse af mennesket, der kan kaldes atomismen: Det er hele tanken om, at et menneske er som et atom, adskilt fra andre atomer, og sådan set også fra sit eget historiske liv.

Hvis man fjerner tråde og spor fra livet – alle vores forbindelser til andre og til vores egen historie – er der ikke noget menneske tilbage.

På en måde er det selvfølgelig mere besværligt at være et forbundet væsen end et atom, for det betyder, at alt muligt uden for mig og uden for min kontrol er afgørende for, hvem jeg er.

alt muligt uden for mig og uden for min kontrol er afgørende for, hvem jeg

jeg ikke er eneansvarlig for mit liv.