Pia Juul

En skyggepige, oven over hende teksten ”Hvem slog bambi ihjel?”

Gusten Grippe er altså en af disse fire voldtægtsmænd, gerningsmænd, “tøjlesløse drenge”, som nogle i villabyen også senere kommer til at se dem som – ”drengene”, deltagere i en leg der går over gevind. Forfærdeligt men begribeligt og alkoholen havde jo også andel i det der skete ... en nat i februar 2008 voldtager han sin skolekammerat Sascha Anckar, 18, til en fest i Häggerts hus nede ved Kallsjön. De andre er Alex Axelsson, John C og Nathan Häggert, Sascha Anckars tidligere kæreste og, ifølge oplysningerne, anstifteren og inspiratoren til alt hvad der udspiller sig i hans private hjem – hans ”atrium” – i stueetagen mens en fest uforstyrret fortsætter på de andre etager. (Og alle der er med til festen siger bagefter at de hverken har hørt eller set noget. Døren til både kældertrappen og Nathans egen indgang var låst af og ingen uvedkommende havde adgang derned.)

Nåde. Nåde. Nåde.
De havde alle hørt det. Fire stykker rundt om en seng hvor et nøgent offer har ligget bundet i timevis. Tapet, med gaffatape. Mørkebrun gaffatape.
De havde stået der og kigget på hende. Det havde været en mærkelig situation. Midt i ophidselsen, som havde været såvel beruselse som seksuel – en slags fælles, forstærket liderlighed. Recklessness. Det der fælles som opstår når man har overskredet grænserne sammen. Uden regler (i legen havde der været regler, aftaler, overenskomster som blev overholdt. Men da det som skete skete, var legen for længst forbi).