Colson Whitehead

Det var stadig Hotel Theresa, det sorte samfunds hovedkvarter, og dets tretten etager besad flere muligheder og større ophøjethed, end deres forældre og bedsteforældre nogensinde havde kunnet drømme om.

At begå røveri på Hotel Theresa var som at pisse op og ned ad Frihedsgudinden. Det var som at hælde noget i Jackie Robinsons drink aftenen inden World Series-finalen i baseball.

Sandra fyldte Carneys kaffekop igen, han lagde ikke mærke til det. Carney var lovlydig i den forstand, at han ikke var så kriminel igen, hverken i handling eller i hang. Et enkelt smykke en gang imellem, og så de tv-apparater, som Freddie og et par andre lokale typer kom ind med fra tid til anden, det kunne han leve med. Men ikke noget større end det, ikke noget, der tiltrak sig uønsket opmærksomhed til forretningen, den facade, han vendte ud mod verden. Også selv om der gik et lille gys af spænding igennem ham, hver gang han omsatte den slags varme sager til lovlige varer, et stød gennem blodbanerne, som om han havde sat sig selv til en stikkontakt, men det var ham, der kontrollerede det, ikke omvendt.

Så svimlende og magtfuldt det end føltes. Alle bar rundt på et lille, hemmeligt bykort indeni, skjulte kroge og dunkle gyder, som ingen så – men det der talte, var de brede gader og boulevarder, det der også var synligt på andre menneskers kort over, hvem du var. Det der uvæsen indeni, der rykkede i ham eller råbte til ham indimellem, var ikke det samme uvæsen, som hans far havde haft. Den trang, der havde krævet hvert vågent øjeblik for at kunne stilles. Den trang, som også Freddie mere og mere lå under for.