Ursula Olander

e bøjler i hans side.

var på deres kæmpe reklameplakater overalt i byen. Alle de voksne syntes, det var fantastisk, men ikke børnene. Pigerne i kvarteret drillede hende og sagde, at hun så tyk ud på billedet, og at deres forældre aldrig ville tillade, at de blev udstillet på den måde, så alle børnelokkerne kunne få syge ideer.
„Vil din mor da gerne

To uger senere
Jeg fik øje på Chad på sofaen i samme øjeblik, jeg trådte ind i stuen. Han sad og så et elle

Bland dig nu bare uden om de børns liv,” havde John engang sagt. ”Du har da hænderne rigeligt fulde herhjemme, uden at du behøver at stikke din næse i andre folks sager.” Men havde hun nu også det? Hvad havde hun egentlig andet end husarbejde fra morgen ti

Og så var der vist også en lille smule sovsekulør tilbage fra da hun malede strømpestriber på benene i morges.

John behøvede ikke længere lade, som om han var interesseret. Det her var jo enormt. ”Halvtreds tusind unge mennesker. Stærke unge mænd til de australske bondegårde. Piger, der kan lave mad og gøre rent.”

Ministeren smilede. ”Netop, min ven! Gode, hvide folk. Nu skal vi bare lige have den her pokkers krig overstået, så vi kan komme til sagen.”