Søren Ulrik Thomsen

jeg vågner om morgenen, er det som sædvanlig med det uforanderlige indre billede af mig selv som en syttenårig, der om lidt skal ud ad døren og møde en voksen verden fuld af gråsprængte autoriteter, jeg både frygter og beundrer, gør oprør imod og vil anerkendes af. Men når jeg kommer ned på gaden, opdager jeg, at næsten alle andre er yngre end jeg, og hvem af dem der er ansvarsfulde lærere, besindige læger, og hvem som er fandenivoldske rockmusikere, skal jeg ikke kunne sige, for i modsætning til tidligere kan jeg ikke aflæse deres profession og sociale og kulturelle tilhørsforhold via påklædningen, ansigtstrækkene, gestikken. I mine øjne er de næsten ens og i hvert fald alt for unge til at være voksne. Fra en subjektiv grundfølelse af altid at være i færd med at vokse ind i en mystisk og stemningsfuld, allerede foreliggende verden, hvis hemmeligheder jeg vil have del i, har jeg pludselig en fortabt fornemmelse af at befinde mig i en på én gang uforståelig og gådeløs fremtid, der, uden at jeg opdagede det, begyndte for længe siden.

*
Når jeg vågner om morgenen, er det som sædvanlig med det uforanderlige indre billede af mig selv som en syttenårig, der om lidt skal ud ad døren og møde en voksen verden fuld af gråsprængte autoriteter, jeg både frygter og beundrer, gør oprør imod og vil anerkendes af. Men når jeg kommer ned på gaden, opdager jeg, at næsten alle andre er yngre end jeg, og hvem af dem der er ansvarsfulde lærere, besindige læger, og hvem som er fandenivoldske rockmusikere, skal jeg ikke kunne sige, for i modsætning til tidligere kan jeg ikke aflæse deres profession og sociale og kulturelle tilhørsforhold via påklædningen, ansigtstrækkene, gestikken. I mine øjne er de næsten ens og i hvert fald alt for unge til at være voksne. Fra en subjektiv grundfølelse af altid at være i færd med at vokse ind i en mystisk og stemningsfuld, allerede foreliggende verden, hvis hemmeligheder jeg vil have del i, har jeg pludselig en fortabt fornemmelse af at befinde mig i en på én gang uforståelig og gådeløs fremtid, der, uden at jeg opdagede det, begyndte for længe siden.
*

Det bedste er langsomt at falde i søvn

mens januarmørket, pulsen og stofskiftet sænkes

og alle veje der snor sig

mod sengens blånende slot snér til

Det værste er at få et kærlighedsbrev

fra en kvinde man aldrig kan elske

at sige „jeg elsker dig“

af frygt for at blive forladt er det værste

dit ansigts utænkelige skønhed er bedst

springet fra øje til blik er bedst

den paradoksale skæbne, som er menneskets – at være udstyret med en ånd, der uden videre kan bevæge sig hvor som helst gennem tid og rum, mens det samtidig er lænket til et stykke kød, vi stort set er afmægtige over for.

Længe havde jeg frygtet efter hendes død at vågne op i panik over, at hun ikke længere var i verden, men når det ikke er sket, er det nok, fordi hun har givet mig kærlighed nok til også at kunne leve uden hende. Men af og til bliver jeg ramt af en pludselig sorg over aldrig mere at skulle høre hendes stemme sige mit kælenavn, som kun var mellem hende og mig og derfor her skal stå med usynligt blæk.

Når teenagere har så stor appetit på filmiske rædsler, vi voksne slet ikke kan tåle, „fordi alderen har gjort os uskyldige“, som Henrik Nordbrandt skriver, er det nok, fordi de udløser en frydefuld katarsis for al den opstemmede frygt, man i disse år går rundt med i en både indre og ydre verden, man ikke har megen magt over.