Sigrid Undset

»Å, unger har da både ulve og bjørne,« siger Isrid vredt. »Og dem sparer du ikke, Lavrans, hverken dem eller deres unger. Og det til trods for, at de ikke har lært lov eller kristendom sådan som de ildgerningsmænd, du under så vel –«

det spruttede, når ilden rev det friske grønne af kvistene, så at små, hvide, brændte fnug fløj på flammens røde manke; røgen hvirvlede fed og mørk mod den klare himmel. Kristin sad og så til; hun syntes, det var, som ilden var glad for, at den var ude i frihed og fik lov til at lege. Den var anderledes, end når den sad derhjemme på arnen og skulle trælle med at koge mad og lyse for dem i stuen.

a, så er vi folk nok her, som kan bære hende – hun har godt af det – du skal også drikke, Arne – I, som vokser endnu, gør Guds gaver godt og ingen men – giver jer sødt, rødt blod og god søvn, men vækker ikke galskab eller uforstand –«

En mor tror nok, hun kender sine børn og forstår dem, men hvert eneste barn ved en dag, at det gør hun ikke. Alligevel, når jeg sidder og holder om hende, er jeg ikke helt alene. Med sit barn på skødet er man så tæt på et menneske, som man kan komme

Og hvad med dig, Kristin – hvad ville du synes om at ofre dit smukke hår og tjene Vor Frue som de brude jeg har tegnet her?“

„Vi har ikke andre børn hjemme end mig,“ svarede Kristin. „Så jeg skal vel giftes, tænker jeg. Mor har nok både kister og skrin parat med min medgift allerede.“

„Nej, nej,“ sagde broder Edvin og strøg hende over panden. „Det er sådan folk bærer sig ad med deres børn nu. Til Gud giver de døtre der er halte og svagsynede og grimme og vanskabte, eller de lader ham få de børn tilbage som de synes han har givet dem for mange. Og alligevel undrer de sig over at ikke alle der bor i klostrene er hellige mænd og jomfruer –“

Han havde altid hørt at den der var fast i troen intet øjeblik skulle tabe den salighed af syne som sjælen gik til gennem den hede ild. Kristin syntes at hendes far glædede sig som til en manddomsprøve. Hun huskede tydeligt fra sin barndom dengang kongens håndgangne mænd fra dalen drog ud i leding mod hertug Eirik – nu forekom det hende at faderen så frem mod sin død som han dengang havde set frem mod eventyr og strid.