Annie Ernaux

I en forbløffende fart dannede vi alle sammen bittesmå isolerede, vandtætte celler hvor vi unge par og forældre sås og betragtede de ugifte som en umoden art der hverken kendte til gældsbreve, de små Bledina-glas med babymad eller Dr. Spock, og hvis frihed til at komme og gå krænkede os en lille smule.

Intet af det man hidtil havde betragtet som normalt, var en selvfølge. Familien, uddannelsen, fængselsvæsnet, arbejdet, ferien, vanviddet, reklamerne, hele virkeligheden var til eksamen, inklusive det man sagde når man kritiserede den, idet man blev opfordret til grundigt at granske den dybere bevæggrund for sin kritik, hvor taler du fra? Samfundet gik ikke længere sin naive gang. At købe en bil, bedømme en opgave, føde, alt havde betydning.

Og vi der ikke lod os narre, vi der lavede seriøse analyser af reklamens farer med eleverne og gav dem stileemner som “Er lykken at eje ting?”, vi købte et hi-fi-musikanlæg i FNAC, en Grundig-radio med kassetteafspiller, et Bell og Howell super 8-kamera og følte at vi brugte moderniteten til intelligente formål. For os og gennem os blev forbruget forædlet.