Astrid Fehlauer Nielsen

Han sætter sig på hug for bedre at kunne se.

43
”Kasper, kom og se! Kom ind under tæppet her. Har du nogensinde set magen?”
Den ældre frøken Albertina hjalp den unge dreng op i vindueskarmen, så han kunne se ud, og lagde forsigtigt det bløde tæppe over hans spæde skuldre. Derude så det ud, som om hele Mollberga i løbet af natten var blevet løftet op af en kæmpes store hånd og sat ned igen et helt andet sted. Måske i det nordlige ishav, Nordpolen, Antarktis.
Kasper så med store øjne ud over de uigenkendelige jorder.
”Ja, Kong Vinter har været flittig i nat,” sagde Albertina og pegede ned mod søen. ”Grantræerne ligner store sukkertoppe.”
”Med flødeskum på,” sagde Kasper forundret.
”Kære du,” sagde den gamle og strøg ham over kinden. ”Nu blev man helt sulten. Er du sød at hente mamsellens morgenmadsbakke? Vi kan spise sammen, hvis

Det mener jeg.”