Der er noget livsbekræftende i at tage skyld på sig, følelsen af at bære en tyngde – det sagde han ikke, det siger jeg. Der er en bekræftelse i den kvalmende fornemmelse – at jeg har gjort noget forkert, en uoprettelig skade, forfærdelige ting – og så leve med det og måske endda prøve at gøre det godt igen, febrilsk og i lange søvnløse nætter lede efter det, der kan gøre det godt igen. Der er en befrielse i tilgivelsen.