Milly Johnson

„Nej,“ sagde Frankie og forsøgte at trække vejret gennem kvalmen. „Jeg vil hjem til mit dejlige, stabile hus, der ikke gynger sådan her. Hvordan kan nogen mene, at det her er en sjov måde at holde ferie på?“

„Er din … øhm … bedre halvdel slet ikke ramt af søsyge?“

„Jeg er her med tre veninder,“ sagde Frankie. „Vi har planlagt den her tur, siden vi gik i folkeskole. Det her havde vi dog ikke regnet med.“

„Jeg glæder mig til, at vi kommer til Malaga,“ sagde Vaughan. „Jeg vil gøre hvad som helst for at få fast grund under fødderne.“

Til Frankies lettelse åbnede døren til konsultationsrummet, og hr. Niende Cruise kom ud. Nu var det hendes tur. Men hun tænkte stadig, at den eneste kur mod den skvulpende og kvalmende fornemmelse var en returbillet.

„Held og lykke,“ sagde Vaughan højt, da hun fulgte med lægen ind i konsultationsværelset. Frankie nikkede blot, for hvis hun havde åbnet munden for at sige noget, ville der være strømmet mere end blot ord ud.

Lægen havde den mest sexede franske accent, Frankie nogensinde havde hørt. Han burde have lagt stemme til pornofilm. Dr. Floren havde et lille, buttet ansigt og en topmave, der spændte mod hans kittel, men hans fløjlsbløde stemme kunne have gjort en hvilken som helst kvinde blød i knæene.

Tilfreds med sin beslutning om, at en indsprøjtning var den bedste løsning, gav lægen Frankie en indsprøjtning i ballen.

„Du vil muligvis begynde at føle dig lidt træt om lidt,“ advarede lægen hende. „Men det her er yderst effektivt mod kvalme og varer omtrent otte timer.“

„Godt,“ sagde Frankie, idet nålen trængte ind i hende, og hun forsøgte ikke at spjætte. Hvorfor havde Ven ikke bare vundet en tur til Torquay i stedet? Frankie håbede, at hun ville gå i koma og først vågne op igen, når skibet var tilbage i Southampton.

Da hun trådte ud ad konsultationslokalet, gjorde hun et stort nummer ud af at gnubbe hånden mod sin numse, som om hun var i store smerter.

„Gør det ondt?“ spurgte Vaughan.

„Helt vildt,“ sagde hun og skar en grimasse. „Jeg tror aldrig, at jeg har set så stor en nål i hele mit liv!“

Vaughans allerede blege kulør fik nu en antydning af nyfalden, kridhvid sne. „Jeg hader nåle,“ sagde han.

„Jeg laver sjov,“ sagde Frankie. „Det var en splejset en.“

„Nålen eller doktoren?“ spurgte Vaughan bedst som Dr. Floren trådte frem i døråbningen.

eværelset ved siden af hans soveværelse.

„Jeg kunne virkelig godt bruge nogen, der satte gardin