Jeg var seksogtyve år, første gang en mand sagde til mig, at jeg holdt mig godt. Når jeg tilfældigvis nævner min alder, oplever jeg tit at blive forsikret om, at man ikke kan se det, hvilket i øvrigt er løgn. Jeg har altid set ældre ud, end jeg er. Det gjorde mig stolt, da jeg var barn, det var praktisk, da jeg var teenager, og nu er jeg ligeglad. Det provokerer mig grænseløst at blive tillagt et ønske om at se yngre ud, at blive opfattet som et madprodukt med en udløbsdato. Det er besynderligt at være en kvinde. I puberteten foræres vi en magt, vi knap forstår, når vi betragter vores begyndende bryster. Vi trasker lidt forvirrede efter dem gennem verden, slår folk over fingrene, hvis de vil røre ved dem, men trætheden indfinder sig, og man tænker: Herregud. I en årrække er vi målet for samfundets begær. Vi er de ubeskrevne blade, vi er det modsatte af døden. Som alle andre forveksler vi ungdommen med evigheden og forvirres, når vi opdager, at den kun var til låns. Til sidst er der ingen at slå over fingrene, højst et par børn der er sultne, og samfundets blik er blevet sentimentalt. Fra brysterne panorerer det til maven og kryber ned i barnevognen, hvor det smilende takker for bidraget til menneskeracen. I en kort periode behandles man varsomt, repræsentant som man er for selveste Moder Jord. Kære ungdommelige ældre. Mænd kan bedst forholde sig til kvindekroppen, hvis der enten skal noget ind i den eller ud af den. Herefter bliver det kritisk. Rådvildheden breder sig. I ren og skær forvirring og mangel på fantasi klamrer de sig nu til dine overarme. Herregud.