Claus Bech

„Jeg tror, de ville brænde den lille mand – og mig og de andre småbørn med ham – hvis de altså troede, de kunne slippe godt fra det.“

For Brianna føltes det, som om modet svigtede helt; hun knugede samtalens genstand til sig.

„Hvad er det for nogle idioter, der kan få den slags tanker?“ spurgte hun. „For ikke at tale om at sige det højt!“

„For ikke at tale om at gøre det, mener du.“ Marsali lagde garnet til side, rejste sig op og bøjede sig frem for at overtage Henri-Christian og lægge ham til sit bryst. Som han lå der med knæene bøjet, var han knap nok halvt så stor som en normal baby – og med det store, runde hoved og det mørke hår måtte Brianna indrømme, at han så … mærkelig ud.

„Far har talt med et par st

– gaver fra familierne Crombie og Lindsay – som vi brugte som seng, og satte mig op i skrædderstilling, stadig i natkjole, og gav mig til at rede blade og græs ud af håret med fingrene, mens jeg nød den sjældne følelse af at vågne langsomt i stedet for den mere almindelige fornemmelse af at være skudt ud af en kanon.

Roger havde lukket øjnene – de fleste lukkede som regel øjnene, når jeg undersøgte dem, som for at bevare den sidste rest af noget privat, så længe det stod på – men da han hørte, hvad jeg sagde, slog han dem op igen, og jeg kiggede ind i hans overrumplende grønne øjne med morgensolens lys i dem.