Eske Willerslev

De første danskere var nogle små, meget mørke jæger-samlere med blå øjne, der blev blandet med en indvandring af agerbrugere fra Nærøsten og Mellemøsten – og bagefter med det lyshudede bronzealderfolk,
yamnayaerne, som kom vandrende med deres kvæg fra stepperne nord for Sortehavet og efterlod deres gravhøje overalt i det danske landskab. Når jeg er på nyhederne for at fortælle om danskernes oprindelse, sker det tit, at jeg får vrede sms’er bagefter.

„Nu har Rane været i fjernsynet igen,“ kan hun finde på at sige, eller: „Nu har Rane sørme vundet en pris,“ og så ligger det i kortene, at jeg skal se at komme i omdrejninger. Det kan man jo godt mene er en usympatisk måde at forholde sig til sine børn på. Men samtidig må jeg erkende, at det sandsynligvis er en af årsagerne til, at både Rane og jeg har klaret os godt i den videnskabelige verden.

Af og til ville jeg nok ønske, at jeg ikke evig og altid behøvede at jagte nye resultater. Jeg har stadig en lille længsel i maven efter det simple liv – pelsjægerlivet, farmen i Montana, jagthytten i Rocky Mountains. Min konklusion midtvejs i livet er velsagtens, at hvis man kan finde glæden, lykken og tilfreds