Rachel Cusk

hænderne på dem; han havde fået utallige trusler, juridiske og andre; han havde mødt folk der gav ham skylden for deres uheld, sygdomme og sammenbrud, somme tider for hele deres skæbne, for nogle mennesker – han pegede ned på gulvet under vores fødder – vil aldrig tage ansvar og er altid på udkig efter nogen de kan give skylden. Og uanset hvor indly

sagde han, men når nogen spørger mig om min mening, eller spørger mig hvordan jeg ville have gjort hvis det var op til mig, ser jeg stadigt oftere for mig at jeg bor et helt tomt sted, et sted hvor alle vinkler er rette og hjørnerne lige, og hvor der ikke er noget som helst, ingen farver eller former, måske ikke engang noget lys. Men det plejer jeg ikke at sige til kunderne, sagde han. Jeg vil nødigt have de tror jeg er helt ligeglad.

Han så på sit kraftige armbåndsur og sagde at han blev nødt til at gå: Han havde parkeret varevognen udenfor, og han vidste hvordan parkeringsvagterne heromkring var. Jeg gik med ham ud

vag aura af ubehag hang omkring hans store krop, som han ofte flyttede på som for at fordrive den, han lagde det ene tunge ben over det andet for så at skifte ben, han kast