Sprockhoff rømmede sig og nikkede mod fadene. Der var gyldne kager og skinnende rødt syltetøj. Fru Røhme var kendt for at lave den fineste festmad i hele sognet, og hendes krumkage var særlig berømt. Hun viklede dejen omkring en stor kegleform, så der var plads til rigeligt med fyld, og krumkagerne på disse fade var tynde som julegavepapir og særdeles sprøde.
Og dermed var de yderst svære at spise pænt.
Allerede ved første bid knækkede Jankuhns krumkage, og han fik multeflødeskum på de nystrøgne uniformsbukser, som, da han prøvede at tørre det væk, kun trængte endnu dybere ned i det lodne stof og efterlod en blank plet ved lysken. Sprockhoff forsøgte sig også med en krumkage, men vidste ikke, at man bør lægge hovedet en smule på skrå og opad, når man tager den første bid, og til hans store irritation begyndte kagen at smuldre, og så blev han endnu mere hårdhændet og prøvede at spise den i en fart for at dække over, at han ikke havde styr på det, og det resulterede i, at kagen faldt fra hinanden og dumpede ned på hans bryst mellem to medaljer. Det gik en smule bedre for Günther i begyndelsen, men så begik han selve kardinalfejlen: Han drejede krumkagen og ville spise fra den tynde ende, men havde selvfølgelig fyldt den for meget, så den fik overvægt, knækkede over i to, og hindbærsyltetøj og multeflødeskum drev ned ad hans skjorte.
Astrid lænede sig ind over bordet.
Tiden var kommet til det mest risikable glansnummer ved et norsk kaffeselskab. At spise krumkage uden underkop på den måde, hun havde lært af selveste fru Røhme.
Astrid tog en krumkage fra fadet. Den vejede næsten ingenting. Hun lagde rigeligt med multeflødeskum i og drejede kagen, så det kunne løbe ned. Nu gjaldt det om at vente længe