Emily Henry

Ved slutningen af vores første roadtrip på vej hjem, vidste jeg nok om ham til at vide, at det at træde ind i vores lillebitte hus fuld af nips og støvede billeder og hundehår var som at give en vegetar en guidet tur på slagteriet.

Man ved, at hun er ond, fordi hendes hår er unaturligt lyst og skrabet tilbage, lidt i stil med Sharon Stones i Basic Instinct, plus at hun hader julepynt.

Det bliver hyggeligt, siger han. Mens de går tur, beder han hende måske om at kigge op på stjernerne.

Hun snerrer ad ham. Du ved da, jeg ikke kan kigge op lige nu! Jeg har lige fået mere Botox!

Når der ikke er gjort noget ved det, er mit hår støvet askeblondt, og mine øjnes blå er ikke så meget idyllisk laguneblå som det-sidste-du-ser-inden-det-helt-fryser-til-og-du-dør-blå.

“Vi var kun sammen i fire måneder. Det var ikke alvorligt.”

“Alvorligt er selve kernen i, hvordan du dater,” siger hun. “Hvis nogen når til en tredje middag med dig, har han allerede levet op til 450 livsnødvendige datingkriterier. Det er ikke bare lidt afslappet dating, hvis man kender den andens blodtype.”

“Jeg kender ikke deres blodtype,” siger jeg. “Jeg skal ikke bruge andet end en opgørelse fra banken, en psykiatrisk udredning og en blodpagt.”

Jeg stønner, og hun slår grinende armene om mig. “Vi får det så sjovt, Sissy! Og du kommer til at forelske dig i en skovhugger.”

“Hvis der er noget, der gør mig liderlig, er det skovrydning,” siger jeg.

“En etisk forsvarlig, bæredygtig, økologisk, glutenfri skovhugger,” siger Libby.

“Sidst jeg kiggede på lejligheder, var alt sådan, etværelses uden bad i en seriemorders krybekælder; el og vand inkluderet, men du leverer ofrene!

Derhjemme er jeg en natteravn. Når jeg er ude at rejse, er jeg nærmere en søvnløs psykopat, der har blandet kokain i en Red Bull og taget en tur på en mekanisk rodeotyr.

Det her sted ligner en rodeobar, der har fået et barn med en bluesklub, og nu er det barn en teenager, der ikke går særlig meget i bad, og som går og gnasker i ærmerne på sin sweatshirt.

“Tja, hvis du gerne vil vide det, troede jeg indtil i aften, at du forsvandt ind i et kosteskab og gik i energibesparende funktion, når du ikke var på arbejde, så vi er nok begge ret overraskede.”

“Nu er du jo latterlig,” siger han. “Når jeg ikke er på arbejde, ligger jeg i min kiste nede i kælderen i min gamle victorianske villa.”