Vivian Stuart

Han var en flot mand i begyndelsen af fyrrerne, og var, som admiralen vidste, på orlov fra straffekolonien i New Holland, hvor hans regiment – New South Wales-korpset – udgjorde militærgarnisonen. Han havde tjent styrtende med penge dér, hvad der tydeligt fremgik af hans indsatser, selv om korpset havde et ilde ry. Det var synd og skam, at den stakkels Edmund Tempest var blevet pot og pande med Foveaux under de nuværende omstændigheder, men ... Lord Ashton sukkede højt.

Major Foveaux fortsatte roligt: „De ved, hvad man siger om den, der har held i spil, admiral. Min egen kone er utilfreds med mig, og Edmunds smukke datter ikke så meget som ser til den side, hvor jeg er. Så jeg må slå mig til tåls med mit spilleheld.“ Han brød seglet på det nye sæt spillekort og rakte det til Edmund. „Vær rar at blande, Edmund. Det er vist dommer Grassingtons tur til at give.“

Edmund Tempest gjorde klodset, hvad han var blevet bedt om, og rakte uden et ord ud efter sit glas.