James Joyce

Han slukkede stearinlyset med en skarp ekshalation på dets flamme, trak to fyrretræsstole med skesæde hen til kaminstenen, den ene til Stephen med ryggen til forområdets vindue, den anden til sig selv når nødvendigt, knælede ned på det ene knæ, arrangerede på kaminristen et bål af korslagte pinde med harpiksender og diverse kulørte papirer og uregelmæssige polygoner af bedste Abram-kul til enogtyve shilling pr. ton fra Messrs Flower and M’Donalds lager, 14 D’Olier Street, antændte det på tre fremstikkende papirspidser med én strøget luciferfyrstik, hvorved han frigjorde den i brændslet indeholdte potentielle energi og lod dets kul- og brintelementer indgå i fri forening med luftens ilt.

Hans (Stephens) tanker var ikke ligefrem hvad man ville kalde usammenhængende men en smule ustadige og efter hans udtrykkelige ønske om at få noget drikkeligt

temmelig sæbeindsmurte lommetørklæde

som var alt andet end en professionel fløjter

en ikke synderlig tillokkende lokalitet, for ikke at sige til en vis grad grufuld, og

af vort daglige brød,

Brød, levebrød, tjen dit brød

O sig mig hvor er herligt brød, hos bager Rourke det nu forlød

de fik deres løn for at beskytte overklassen

Der bliver et job i morgen eller dagen efter, fortalte Stephen ham, i en drengeskole i Dalkey til en hjælpelærer. Mr Garrett Deasy. Prøv det. Du må gerne nævne mit navn.