Han havde oven i købet mistet begejstringen selv for sit yndlingsprojekt med firmaovertagelsen, og han var desperat efter at få den igen.
Simon lænede sig frem. ”Du er vant til at tage dig af andre mennesker, Owen. Det har du gjort, siden du var dreng. Først moder, så mig. Nu er det dine arbejdere og smuglerne, du tager dig af. Du tager dig af os alle sammen. Måske er det på tide, at du tager dig lidt af dig selv.” Han sendte Owen det vidende blik, som lykkeligt gifte mænd altid havde. ”En kone og børn ville fylde godt ud i huset her og også i dit liv. Ikke flere aftener alene kun med regnskabsbøgerne som selskab.” Simon havde aldrig før sagt det så lige ud.
”Jeg har en familie, Simon. Dig, Ellie og barnet.” De var de eneste mennesker i hele verden, som han stolede på ville elske ham for hans egen skyld. De kendte alle sider af ham, både rig og fattig, og de elskede ham alligevel. Der var andre, han ikke kunne sige det samme om. ”For resten tror jeg, at det vil være svært at finde en, som passer til mig, som vil være tilfreds med at leve et liv ’midt imellem’.”