Tove Ditlevsen

orårsnat
Nu sænker Gud sit ansigt over jorden,

det store hjerte banker ganske stille,

og se, hans pande mod hvis hvælv du hviler,

er kølig som en forårsnat i Norden.

Og skærmende han lægger hånden over

den gode jord, han skabte i sin glæde.

Han græder over vågne, kolde sjæle

og kysser dyrene og børn, der sover.

O, lyt en kølig forårsnat i Norden.

Guds milde røst er vindens sagte susen,

og evighed er lagt i blomsterånde,

– nu sænker Gud sit ansigt over jorden.

Nu spinder den drømmende m

TIL MIT DØDE BARN

DET TABTE LAND

MOD FREMMED HAVN

DET SKØNNESTE JEG VED

skal blive blind efter sit fald f

Der findes stadig digtere,
der har et ærinde med
at rende tilbage til barndommen
for at tørre deres daværende øjne.“
Jacob Paludan

Den tyske digter Rainer Maria Rilke siger: alle bærer døden i sig som et træ sin frugt. De voksne har en stor død at tage vare på, børnene en lille død.

Vor sjæl er støvet til, vor opfattelsesevne sløvet, vor åndelige opmærksomhed vanskeligere at vække. I mindre ærlige stunder mener vi ganske vist, at det er vor kritiske sans, der er blevet skærpet og trænet. Men det at læse med kritik, med smagfuld udvælgelse og de æstetiske næsebor vidåbne, er det ikke en alderens surhed og træghed, en mangel på den sindets åbenhed, vi besad engang? Den, der gør det muligt at finde smukke linier i et dårligt digt, inspirerede passager i en ellers ligegyldig roman, og som en sigte sier alle de grove slagger fra og bevarer og erindrer det bedste og fineste, både ved bogen og dens forfatter. Alle bøger er jo hjælpeløse uden sympatisk indstillede læsere. Bogen er stum, ser ofte uanselig ud, og kan aldrig uden hjælp udefra give sit indhold fra sig.