Der findes ingen beskyttet verden i fantasierne og det indre. Denne del af romanen viser, hvor rodfæstet Hamsuns Sult er i romantiske erfaringsverdener. Og denne rodfæstethed stikker dybt i teksten. Den handler til syvende og sidst om, at den eneste modstand mod fantasiens tragedie, det eneste potentielt uforgængelige er det æstetiske udtryk: Kunstværket, som således får sin karakter ved at være ”en Drøm, et Symbol, en Løgn”