Albert Camus

Jeg beholdt alle mine kærlighedsforhold, så jeg kunne benytte mig af dem, når jeg ville. Jeg kunne altså kun leve, og det tilstod jeg åbent for mig selv, på den betingelse, at alle mennesker på jorden, eller det størst mulige antal, vendte ansigtet mod mig, disponible i al evighed, uden noget eget liv, rede til at besvare min kalden på et hvilket som helst tidspunkt og henvist til ufrugtbarhed indtil den dag, jeg nådigt lod min sol skinne over dem. For at jeg kunne leve lykkeligt, var det alt i alt sådan, at de mennesker, jeg udvalgte, ikke måtte leve. De måtte kun få deres liv, med lange mellemrum, når jeg fandt det for godt.

Et barn er ikke noget i kraft af sig selv, det er dets forældre, der repræsenterer det. Det er ved dem, det definerer sig selv og defineres over for andre. Det er gennem dem, det virkelig føler sig dømt, det vil sige dømt uden at kunne appellere, og det var denne dom fældet af andre, Jacques netop havde opdaget, og sammen med den hans egen dom over sit eget slette hjerte.