, om vi reelt snakker om byggeprojektet.
„Jeg skal ud og hente høns,“ siger jeg. „Jeg er nødt til at køre nu.“
„Når du tilbage, før jeg tager af sted?“
„Det ved jeg ikke. Det er ikke sikkert.“
„Så ringer jeg til dig,“ siger han. „Okay?“
Gør du? vil jeg spørge, men tager mig selv i det. Nøjes med at nikke. Vi har ikke brug for flere konflikter til at ryste denne skrøbelige våbenhvile.
Han drejer omkring. På vej over mod huset standser han kortvarigt op. Fumler efter sin telefon i lommen, som om det er den, der får ham til at stoppe, og ikke hovedpinen, som jeg ved, er den egentlige årsag. Jeg kan se det på ryggen. Han spænder i ryggen, når han har ondt.
Oliver er kørt, da jeg kommer tilbage med tre forvirrede høns i en papkasse. Jeg farede selvfølgelig vild ud ad de små veje, fordi jeg ikke regnede med, at det var nødvendigt med GPS (Se mig, se, jeg er stedkendt! Jeg er én af jer!), og da jeg endelig nåede frem til gården ved Mosbjerg, blev jeg budt på kaffe og kage og gavmilde mængder af gode hønseråd af en midaldrende dame, der havde 20 hønsefruer i sin have og tre haner, som galede på livet løs, selvom det var midt på dagen.
Min far sidder og drikker fyraftenskaffe på terrassen. Vi hjælpes ad med at sætte hønsene ud i haven. Den gamle hønsegård er medtaget og hullet og ikke meget værd, men det gør ikke noget, for jeg har alligevel besluttet mig for, at de skal gå frit. Selvfølgelig skal de det. De generer ingen herude.
Jeg skal kun sige til Dexter et par gange, at han skal lade hønsene være, før han accepterer, at de ikke er byttedyr, og lægger sig ned for i