Gustav Wieds roman "Fædrene æde druer" fra 1908 skildrer arvelighedens forbandelse, adelig degeneration og depravering modstillet "sund" rå drift og selvisk udfoldelse uden medmenneskelighed.Titlen er hentet fra et bibelsk citat der lyder:"I de Dage skulle de ikke mere sige: Fædrene aade sure Druer og Børnenes Tænder bleve ømme; men enhver skal dø for sin egen Misgernings Skyld, hvert Menneske, som æder de sure Druer, hans Tænder skulle blive ømme." Hovedpersonen skulle være inspireret af Wieds egen svigerfar, der var godsejer i Nordjylland.
Gustav Wied (1858-1914) var en nådesløs revser af det bedre borgerskab og af dets, ifølge ham, udtalte degeneration. Med en svaghed for det skandaløse udfoldede han spændingen mellem borgerskabets kønsforskrækkede harme og samtidige betagelse af den mere vulgære livsstil. Og det var ikke uden omkostninger: på et tidspunkt røg han nogle uger i fængsel, dømt for litterær usædelighed. Wied giver et morsomt indblik i 1900-tallets Danmark, men under hans satiriske bid ligger en fortvivlelse. En desillusioneret pessimists forsøg på at håndtere livets meningsløshed med humor.
Værkernes særlige konstellation af det tidstypiske og det almenmenneskeligt har sikret dem klassikerstatus og eviggyldig relevans.